Kender i det, at man en dag vågner og føler sig alene? Ikke nødvendigvis fordi der ingen er, men følelsen er der. Når man går og lader sig lulle ind i en beroligende tilstand, som føles god, producere man selv en mangel, i mit tilfælde er det ensomhed. Jeg gik og havde det godt, veninder, familie, alt blev for trygt og nu føler jeg mig alene.

Men så kan man diskutere om det er fordi alt var der, eller om der virkelig mangler noget? Mangler der en person i min hverdag? En person jeg pludselig er blevet opmærksom på mangler? måske . måske ikke. Indtil jeg finder ud af det, vil jeg gemme følelsen af ensomhed væk. langt inden i mig skal den ligge, og den skal skal ikke komme op, gud love at ingen opdager det. 

Ensomhed, et svaghedstegn. Jeg skal nok få det fyldt, eller i hvert fald få overbevidst mig selv om at det ikke er der mere.