Det er som om mennesker som helhed lever i et billede. Et billede som kan ses med forskellige øjne. De uvidende, dem der ikke er personlig inddraget, kan med kolde, kyniske øjne, fortælle sindsstemningen for en person. Men selv om billedet tyder på det, selv om det er alt hvad man kan se. Hvad så med resten? Hvorfor fylder resten så meget? 

I mit liv fungere alt åbenbart. Skolen fungere, veninderne og vennerne fungere, fritiden fungere. Den eneste ting, som jeg kan sidde her og sige ikke fungere, er ikke en ting, men en person. En vigtig person, min søster, min tvillingesøster. Ummiddelbart fungere alt, men mit forhold til hende, fungere ikke. Kan den "lille" ting være grunden til at jeg ikke føler mig tilfreds? hverken med mig selv eller noget andet.

Det fungere jo, udadtil fungere det. Alle er glade, vi smiler, jeg ler, karakterene er gode. Alt fungere. Nogen gange ville jeg ønske, at den lille ting, bare kunne glemmes. 1, 2, 3 væk! Og så er det billede folk ser godt, så er jeg faktisk smilende og leende. Så er der intet galt. 

Men selv om jeg nogen gange, får overbevist mig selv om at billedet passer, at smilende og latteren er et symbol på den evige lykke. Så luger den altid bag ved. Frygten for det næste skænderi, frygten for ingen samtale, frygten for direkte had. Man kan ikke være tilfreds, hvis de små ting, selv de ting udenfor billedet, ikke er der.

For at lede mod min sitiutation, må jeg indrømme at jeg er blank. Jeg aner ikke hvad jeg kan gøre. Selv om jeg prøver ikke at ligge skjul på at problemerne er der, så opfatter menneskerne omkring mig det ikke. Det er som om de kun vil se det glade billede. Og jeg forstår dem, det kræver mod at blande sig i nogle andres problemer, det kræver mod fra begge sider. Jeg ved det lyder, som en masse ligegyldigt brok, men når det stopper mig, fra at få det fuldendte, perfekte billede, er det så bare brok?