Jeg sad lige kiggede rundt på netter, da jeg faldt over en af mine rigtig gode veninders hjemmeside. Hun havde opdateret en side hvor hun fortalte om sig selv. Selvfølgelig gik jeg ind og læste siden.Hun skrev noget med at hun ville fortælle om sig selv, og når hun normalt gjorde det, fortalte hendes veninder (deriblandt mig) at hun slet ikke var sådan, men det var sådan hun var indeni.

Så tænkte jeg; kender jeg hende slet ikke så godt som jeg gerne ville? Og hvordan kan det være jeg har bildt mig selv ind at jeg gjorde?

Jeg kan jo ikke sidde og tænke, jamen hun er ikke sådan som hun skriver. Helt ærligt, det må hun da vide bedere end nogen andre.

Så tænkte jeg videre, prøv at overvej hvor vigtigt det er at virkelig kende nogen. Og prøv at overvej hvor tit, man egentlig bare bilder en ind at man gør. Men hvordan kan man lære nogen virkelig godt at kende? Vil der ikke altid være de ufortalte hemmeligheder?

- Sikkert, måske kan man aldrig rigtig lære at kende nogen helt. Måske er det ok at man ikke kender nogen helt. Måske er det, ikke at kende dem helt, i virkeligheden en del af det at kende dem. Alt er egentlig bare måske, jeg tror at det er noget individuelt, at nogen mennesker kan man ikke komme til at kende helt - for det ikke at kende alt om dem er en del af deres person.

Jeg siger ikke min veninde er sådan - men hvor skulle jeg vide det fra? Trods alt er det kun hende selv der ved alt om sin egen person.

Nu håber jeg at jeg næste gang hun fortæller om sig selv kan sige; "Hvor sjovt, sådan ser jeg dig slet ikke"  - i stedet for bestemt at holde fast på at hun ikke ved hvad hun taler om.