Nogen dage er bare værre end andre, har alle det ik sådan ? At man indimellem bare aldrig skulle have rejst sig fra den varme dyne om morgenen? Som om at tårene kan falde lige pludselig, og man kan ikke sætte ord på følelserne, for man ved nødvendigvis ikke hvilke følelser det er. 

Selvfølgelig kan man gætte på følelserne, eller pådutte sig selv en bestemt følelse, om ikke andet så bare at have sat ord på det. Men er det ikke ok indimellem bare at have en følelse man ikke kan sætte ord på? Måske at føle lidt af alting på en gang? 

Ved ikke hvad der er almindeligt, men indimellem kan jeg hverken forstå eller sætte ord på de følelser der synes at rase frit i min krop. 

Der sker mange ændringer i mit liv, nogen er positiv, andre er negative, men de kommer. Og des ældre jeg blir, des flere synes at dukke op. Nyt forhold, ny skole, nye venner, forhold der ender, familien osv. 

Ændringer synes at komme hurtigere og hurtigere, og flere og flere, kan de ikke stoppes? Nogen gange ville det være rart at kunne trykker på en stop knap, simpelthen stoppe alle begivenheder, så man kunne blive i nuet og bare nyde det, i stedet for at være nød til at se ændringer langsomt komme imod en. 

Jeg frygter faktisk ændringer, selv dem der evt. er positive, for om de fører noget godt eller noget dårligt med sig, er de stadig ændringer, og ændringer betyder at du selv blir nødt til at ændre dig, og hvem har ikke svært ved det? 

Glad, gladere, gladest

Smil, smiler, smilende

Godt, bedre bedst

Jeg kan ikke holde op med at smile. 

Det er pludselig gået op for mig, at der altid er noget at smile over! Hvorfor gå og bruge krafter på at være ked af det? Det har ingen mening.. Det er spild af krafter. 

Derfor sidder jeg nu for mig selv og smiler :D

Som så mange andre, er i år første gang, jeg er oppe til en seriøs eksamen. Og ligesom til de der terminsprøver, blir jeg enorm nervøs! Jeg tænker silet ikke over det før jeg sidder i lokalet. Når jeg kan se på uret, at der er 5 min. til vi må begynde at skrive, kan jeg mærke min mave trækker sig sammen. Først bare sådan lidt, men som tiden går, trækker den sig mere og mere sammen. For at jeg til sidst har det som, jeg skal kaste op.

Det er vildt irriterende. Det er ikke fordi jeg ikke kan klare de der prøver, men tanken om at jeg læser spørgsmålet, og ikke aner hvad jeg skal svare, gør mig vildt nervøs. Hvad gør jeg hvis jeg en dag, rent faktisk kaster op? 

I hvert fald er det ikke en god ting. Måske en dag, kan jeg lære at kontrolere det. 

Her idag skulle vi i skolen aflevere en stil, hvor vi skulle fortolke Michael Strunegs digt; blitz blitz. I min opgave stillede jeg et spørgsmål, som har kørt rundt i mit hoved lige siden; I dagens verden, skaber samfundet så medierne eller skaber medierne samfundet? - Jeg mener spørgsmålet rammer præcist, og jeg mener 100 % at det er meget relevant at tænke over. For mange år siden ville svaret være simpel; samfundet skaber medierne. Men idag er mediernes magt kun blevet større, og dermed er samfundet magt også svundet ind. Har vores nysgerrighed skabt medierne så mægtige, at de ikke kan stoppes? 

Mens jeg sad og tænkte på spørgsmålet, kom jeg til at sammenligne vores verden, med en af de der freaky verdener man ser i tegnefilm. Med en eller anden skurk, der i et forsøg på at overtage verdensherredømmet, skaber et væsen så mægtigt, at det ikke kan kontroleres. Kan man sammenligne de stereotype væsen med medierne i anno 2009? 

Man kan se eksempler på mediernes magt i bl.a. den danske film; kongekabale. Her vises tydeligt hvor meget magt medierne har, og endag ikke bare magt over den enkelte person, men magt i det sted som vi har valgt til at styre os. Et andet eksempel er samtlige politikere, hvor mange af de mest relevante emner ville komme op, hvis det ikke var for medierne? Ville vi nogensinde for gjort noget ved noget, hvis det ikke var for at medierne fandt historierne og pressede dem op i fjæset på politikerne? 

- Jeg har en fornemmelse af hvad jeg mener, men jeg kender ikke svaret; gør du? 

Kender i det, at man en dag vågner og føler sig alene? Ikke nødvendigvis fordi der ingen er, men følelsen er der. Når man går og lader sig lulle ind i en beroligende tilstand, som føles god, producere man selv en mangel, i mit tilfælde er det ensomhed. Jeg gik og havde det godt, veninder, familie, alt blev for trygt og nu føler jeg mig alene.

Men så kan man diskutere om det er fordi alt var der, eller om der virkelig mangler noget? Mangler der en person i min hverdag? En person jeg pludselig er blevet opmærksom på mangler? måske . måske ikke. Indtil jeg finder ud af det, vil jeg gemme følelsen af ensomhed væk. langt inden i mig skal den ligge, og den skal skal ikke komme op, gud love at ingen opdager det. 

Ensomhed, et svaghedstegn. Jeg skal nok få det fyldt, eller i hvert fald få overbevidst mig selv om at det ikke er der mere.  

Nu er jeg altså gået hen og kommet i et bestemt film humør! Ved det er udnerligt, men har vildt lyst til at side hele dagen og se disney og barbie film!! Der findes heller ikke bedre film.

Og jeg sidder også og ser nogen af dem. Helt ærligt, er der noget bedre en en sød film, hvor alle ender glade, med et par sange smidt ind og vupti! En god film.

Grunden til at jeg er i det humør, er vidst fordi at det er meget rart at få et lille håb, om at alting ender lykkeligt, om ikke for en selv, så for barbie (gang på gang).

Men en ting genere mig ved de de film, ligegyldigt hvad der sker, så ender hun altid sammen med den fyr, som man blev præsenteret for som første.. Det er da nedern ..

Nok med mit vrøvl. Humøret var der bare lige. 

Min familie betyder meget for mig, så når en ny person blir en del af min familie, bliver personen også vigtig for mig. Desværre varer de nye personer ikke for altid. Nu taler jeg primært om kærester i familien, og lige nu, tænker jeg primært på min mors kæreste. Efter mine forældre blev skilt(da jeg var omkring 6 år), har der været et par stykker. 3 tror jeg. De to af dem har været meget vigtige for mig. For nyligt endte min mors forhold med ham jeg allerbedst kunne lide. Og jeg savner ham. Jeg savner også ham før det. De to er meget vigtige for mig. Desværre tror jeg at den sidste, ligesom den første, ikke vil holde kontakt med mig.

Her forleden lå jeg og tænkte over, hvad det egentlig var omkring min mors to forhold der gik mig på. Og så fandt jeg ud af det. Jeg har ikke fået chancen for at sige ordentlig farvel til nogen af dem.

Da min mor slog op med dem første, stoppede næsten alt min kontakt med ham. På trods af at vi boede sammen med ham det første stykke tid. Den anden har jeg slet ikke sagt farvel til. Jeg blev bare informeret om kendsgerningerne og har så ikke set ham siden.

Jeg tror at det er manglen på farvel, der gør at det går mig så meget på. Self har jeg efterfølgende konfronteret min mor med det, hun virker 100 % fortståelig, men hun virker ikke som om hun er villig til at sige undskyld. Fortjener jeg et undskyld? Eller burde det ikke gå mig på?

Farvel er svært, men det er endnu sværrer, når alle parter ikke når at sige de svære ord. 

Det er som om mennesker som helhed lever i et billede. Et billede som kan ses med forskellige øjne. De uvidende, dem der ikke er personlig inddraget, kan med kolde, kyniske øjne, fortælle sindsstemningen for en person. Men selv om billedet tyder på det, selv om det er alt hvad man kan se. Hvad så med resten? Hvorfor fylder resten så meget? 

I mit liv fungere alt åbenbart. Skolen fungere, veninderne og vennerne fungere, fritiden fungere. Den eneste ting, som jeg kan sidde her og sige ikke fungere, er ikke en ting, men en person. En vigtig person, min søster, min tvillingesøster. Ummiddelbart fungere alt, men mit forhold til hende, fungere ikke. Kan den "lille" ting være grunden til at jeg ikke føler mig tilfreds? hverken med mig selv eller noget andet.

Det fungere jo, udadtil fungere det. Alle er glade, vi smiler, jeg ler, karakterene er gode. Alt fungere. Nogen gange ville jeg ønske, at den lille ting, bare kunne glemmes. 1, 2, 3 væk! Og så er det billede folk ser godt, så er jeg faktisk smilende og leende. Så er der intet galt. 

Men selv om jeg nogen gange, får overbevist mig selv om at billedet passer, at smilende og latteren er et symbol på den evige lykke. Så luger den altid bag ved. Frygten for det næste skænderi, frygten for ingen samtale, frygten for direkte had. Man kan ikke være tilfreds, hvis de små ting, selv de ting udenfor billedet, ikke er der.

For at lede mod min sitiutation, må jeg indrømme at jeg er blank. Jeg aner ikke hvad jeg kan gøre. Selv om jeg prøver ikke at ligge skjul på at problemerne er der, så opfatter menneskerne omkring mig det ikke. Det er som om de kun vil se det glade billede. Og jeg forstår dem, det kræver mod at blande sig i nogle andres problemer, det kræver mod fra begge sider. Jeg ved det lyder, som en masse ligegyldigt brok, men når det stopper mig, fra at få det fuldendte, perfekte billede, er det så bare brok?  

Søskendekærelighed.. Findes den blandt tvillinger? Hvis ja, hvordan opnår man den? Helt ærligt, så, lige nu, må jeg indrømme at jeg ikke ser lyst på det. Kan, selv tvillinger, være så forskellige, at søskendekærlighed ikke kan opnås? Jeg håber virkelig det ikke sagen. På et tidspunkt, håber jeg virkelig at vi vil "elske" hinanden.

Og vigtigst af alt, håber jeg, at vi fra begge sider, kan blive enige om fortiden. 

Måske er vi 30 før vi bliver venner, måske er vi 50. Spørgsmålet er bare; kan vi begge vente i så lang tid? Er vi nødt til at vente i så lang tid? 

Nervøsiteten stiger. Nu har vi i en uge, kæmpet med en projektopgave, og imorgen kl. 8:30 er det så overstået. En karakter, hårdt og brutalt.

Niveauet i min årgang på min skole, er enormt højt. Ud af de 9 grupper, vi så i dag, har 4 hele grupper, fået 12. Som sagt niveauet er højt. Så min nervøsitet er steget endnu mere. Desværre er alt, jeg kan gøre på nuværende tidspunkt at øve mine replikker, og vente.

Derudover har jeg været heldig med min gruppe. Alle virker som om de tager det seriøst. Men helt ærlig! Jeg kan ikke komme mig over at 4 grupper fik 12. Ikke for at kritisere dem, men ved kun at bedømme ud fra fremlæggelsen, så synes jeg egentlig kun at de 2 12'taller var helt rigtige. 

Alt der har med skolen at gøre, har udviklet sig til stress. Selv de små og nemme lektier bli'r et stress faktum. Kan det være rigtigt? Skal jeg virkelig føle mig stresset over noget, der ikke burde stresse nogen? Måske piver jeg bare en del. Men skolen og karakter betyder meget for mig. Gør de vidst for de fleste og igen, selv om de er vigtige, burde de vil ikke være skyld til lidt stress. Man kan så blive ved - Måske er stres en god ting. Men der vil jeg ikke bevæge mod. 

Når men, alt stressen om fremlæggelsen imorgen, er nok ikke helt forkert.

Hvordan lærer man ikke at stresse? Hvordan lærer man ikke at sammenligne sig med andre? 

Jeg sad lige kiggede rundt på netter, da jeg faldt over en af mine rigtig gode veninders hjemmeside. Hun havde opdateret en side hvor hun fortalte om sig selv. Selvfølgelig gik jeg ind og læste siden.Hun skrev noget med at hun ville fortælle om sig selv, og når hun normalt gjorde det, fortalte hendes veninder (deriblandt mig) at hun slet ikke var sådan, men det var sådan hun var indeni.

Så tænkte jeg; kender jeg hende slet ikke så godt som jeg gerne ville? Og hvordan kan det være jeg har bildt mig selv ind at jeg gjorde?

Jeg kan jo ikke sidde og tænke, jamen hun er ikke sådan som hun skriver. Helt ærligt, det må hun da vide bedere end nogen andre.

Så tænkte jeg videre, prøv at overvej hvor vigtigt det er at virkelig kende nogen. Og prøv at overvej hvor tit, man egentlig bare bilder en ind at man gør. Men hvordan kan man lære nogen virkelig godt at kende? Vil der ikke altid være de ufortalte hemmeligheder?

- Sikkert, måske kan man aldrig rigtig lære at kende nogen helt. Måske er det ok at man ikke kender nogen helt. Måske er det, ikke at kende dem helt, i virkeligheden en del af det at kende dem. Alt er egentlig bare måske, jeg tror at det er noget individuelt, at nogen mennesker kan man ikke komme til at kende helt - for det ikke at kende alt om dem er en del af deres person.

Jeg siger ikke min veninde er sådan - men hvor skulle jeg vide det fra? Trods alt er det kun hende selv der ved alt om sin egen person.

Nu håber jeg at jeg næste gang hun fortæller om sig selv kan sige; "Hvor sjovt, sådan ser jeg dig slet ikke"  - i stedet for bestemt at holde fast på at hun ikke ved hvad hun taler om.

Julen nærmer sig i stilhed.

Jeg tror at alle, ligesom efter hånden kan fornemme presset der følger med julen. Gode gaver, hvad mon hun giver mig? osv. 

Ok, ved jo egentlig ikke om det bare er mig, men jeg synes da presset er der. Især når man står i en sitiutatuion uden særlig mange penge. Jeg er da ikke imod hele gave ideen, det er bare presset, det pres der har været der siden de første butikker, satte julepynt op i september.

Ang. julepynten i september.. Hvad er det? Julen er i December, måske et par uger før. Men det er det! Hvad fanden er det andet? Min famillie begyndte fandme at stresse over julegaver først i november.. Helt ærligt

Jeg har virkelig ikke noget i mod julen, den skal bare holde sig i december.

Deruover er julen den bedste familie tid på året. Alle er der. Ikke bare fysisk, men også psykisk. Alle møder op, klar til hygge. De danske traditioner er bare så hyggelige.

Skifter lige emne igen. I min familie, bliver der serveret varme franske kartofler til hovedretten (til anden, flæskestegen og den brune sovs). Det er bare lige gyldigt hvem jeg spørger, siger det, det er ulækkert?

Er der virkelig ingen andre der også følger den tradition? 

Også lige gyldigt. Bare nogle tanker om julen. 

Så nærmer de triste terminsprøver. Imorgen komme den første.. Engelsk. Engelsk, jeg er røv dårlig til engelsk. Vis bare det havde været den danske skriftlige, så havde jeg kunne slappe mere af.

Førhen var hele December fuld af julestemning, i dag forsvinder stemningen, det er ligesom om at kristus fødsel og terminsprøver ikke hænger sammen. 

Egentlig burde prøverne ikke fylde særlig meget. Tv'et med "the Julekalender" kører i bagrunden, men mine tanker kredser om imorgen. Nu glemmer jeg imorgen, vender mig mod tv'et og forsøger at komme i julestemning. 

Lige gyldigt hvor man vender ansigtet, vil der være et ideal. Her er det primært det menneskelige ideal jeg tænker på.

Det fysiske ideal. Hvornår er man "fed", hvornår er man grim? Hvornår er man andeledes? 

Hvem er det, der tror de er så vigtige, at de kan sætte et ideal op for det fysiske menneske? 

Hvem er det det tror at deres mening, en mening som kan ødelægge utroligt meget, at den mening er den rigtige?

Jeg ved det faktisk ikke. 

Kan man kalde pressen for de idealsættende? Eller er det simpelthen det egoistiske menneske der sætter idealet?

Det menneske der er vokset op uden kamp, som fra sin fødsel har fået i hoved og røv, de taler, uden at vide hvad de siger.

"Hun er godt nok grim!"

"Har du set hendes næse?"

"Hun er dobbelhage!"

Osv.

Sådan kan man i princippet blive ved. Lige gyldig hvor du kigger i samfundet. Så er disse udtalelser en relatet.

Det er trist. Det er forkert.

Men hvem er det der har så høje tanker om sig selv? Det kan jeg ik svare på. Jeg kan kun sige at, jeg håber det aldrig er mig.

Man kan ikke altid komme med en titel, for hvad nu, når der ikke er en titel? Hvis man nu er på et punkt uden titel.

Eller er der nogensinde en passende titel? Er en titel ikke bare en overfladisk kort sætning, som skal vise verden, hvor i livet du er?

 Vi lever i en verden som sætter titler på alt; gift, single, fattig, rig OSV. Alle i vores samfund kan sættes i en boks med en titel, som betegner en del af dem. I andres øjne vil det ofte blive en betegnelse for hele ens person, det er i mine øjne en stor fejl i samfundet.

Vi glemmer det enkelte individ, og det er da forkert. Det enkelte individ, (i andres øjne). Det burde da være det, der kom først.

Ingen titel, ingen overkategori. Bare dig.

Hm.. Nu sider jeg igen og bruger min eftermiddag foran fjernsynet, kan det blive mere dødsygt?? Helt ærlig, eftermiddag efter eftermiddag, bare side og glo de samme åndsvage tv serier på tv2. Jeg kunne selvfølgelig begynde på det lektier, der altid er, men mit overskud er der slet ikke. Normalt laver jeg altid lektier, eller jeg sørger i hvert fald for at de er færdige til tiden, men den sidste uge har jeg bare var død, jeg gider ikke, jeg gider ikke skole, gider ikke side og høre på lærers evige snakken.

Det at min konfirmation nærmer sig, hjælper heller ikke på det, bare endnu en ting at stresse over, er det ikke forfærdeligt? At gå, to måneder før festen og stresse, stresse uden grund, det er forhelvede bare en fest!! Det er jo ikke festen i sig selv der er vigtig, det er budskabet i den, du ved at fortælle hele verden at man gerne vil tro på Gud. Og jeg tror på Gud, det gør jeg virkelig, jeg tror ikke på hele bibelen eller alt hvad den kristne historie fortæller. Det at komme i skole og høre på unge overfldiske piger og drenge, der fortæller at de bliver konfirmeret for gaverne eller for traditionen skyld pisser mig virkelig af. Du skal ikke gå ind i en kirke for at bekende at du tror, hvis det hele bare er et skuespil for at få gaver, hvorfor kommer de så?

Ida